Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/103

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
89
Grenland, Jamteland, Finmarken.

gjensidige Rettigheder i hinandens Land fastsattes. Overeenskomsten er endnu bevaret[1].

Med Hensyn til Grønland findes kun omtalt, at Olaf stod i Venskabsforbindelse med Leif Erikssøn[2], som havde været Christendommens første Forkynder der i Landet, og efter hans Død (omkr. 1021) med hans Søn, Thorkel Leifssøn[3]. Igjennem disse tvende, i Landet dengang mest raadende Høvdinger, havde Olaf Leilighed til at virke for Christendommens Grundfæstelse paa Grønland, hvilket han vist nok heller ikke har undladt. Der omtales i Sagaerne en Olaf Grønlændinge-Biskop, hvilken mellem de fornævnte Biskopper Bernhard og Rodulf, altsaa i Kong Olafs Tid, besøgte Island[4]. Han maa ifølge sit Tilnavn have været nærmest bestemt for Grønland, og har ganske vist været udsendt af Kong Olaf for at virke der som Missionsbiskop. Om han har opholdt sig paa Island paa Henveien eller Tilbageveien, vides ikke. At han imidlertid er kommen til Grønland og har virket der, – dette er der idetmindste, saavidt vides, ingen bestemt Grund til at negte.

Bi kunne her endelig ikke lade uomtalte tvende Landskaber, der paa en Maade regnedes til eller hørte under Norges Rige, men dog saavidt vides bleve uberørte af Olafs Omvendelsesvirksomhed; disse ere Jamteland og Finmarken.

Jamteland var fra først af bebygget fra Norge og havde i Haakon den Godes Tid givet sig under Norges Konge. Men ved Norges Deling efter Svolderslaget var det kommet under Olaf Sveakonge; og uagtet det ifølge Forliget mellem denne og Olaf Haraldssøn maatte synes at være atter hjemfaldet til Norge, saa formaaede dog ei den sidstnævnte at gjøre sit Herredømme derover gjældende paa Grund af Jamternes Modvillie. Landet forblev saaledes under Sverige ligetil i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede (omkr. 1110), da det ved Kong Eystein Magnussøns Bestræbelser gjenforenedes med Norge. Dette Forhold havde til Følge, at Olaf ei kunde gjøre noget for Jamternes Omvendelse. Da de igjen kom under Norge, vare de allerede christnede omkring 1050–60[5], ved de upsalske Biskoppers Omsorg, og heraf reiste sig den uregelmæssige Tilstand, at Jamterne senere, skjønt de i verdslig Henseende lode under Norge og Frostathingslagen, dog i geistlig Henseende hørte til Upsals Biskopsdømme.

Finmarken var fra gammel Tid i egentligste Forstand et Skatland under Norges Rige eller Kongedømme (Noregsvelde).

  1. N. gl. Love I. S. 437.
  2. Sn. Ol. H. S. c. 86.
  3. Fostbr. S. i Grønl. Mindm. II. S. 314.
  4. Lndn. i Isl. sög. I. S. 331.
  5. Munch I. 2. 720, II. 603.