Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/104

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
90
Første Tidsrum.

Faa eller ingen Nordmænd vare der fast bosatte, og Handelen med og Skatkrævningen af de omvandrende Finner var en kongelig Særret, et Regale, som Norges Konge bortforlenede til en eller anden af sine mest betroede Mænd paa Haalogaland. Finnerne som Folk ansaaes forøvrigt Norge uvedkommende. Af dette deres Forhold til Norge lader sig let forklare, at der først i langt sildigere Tider fra norsk Side blev gjort noget for deres Omvendelse til Christendommen, – saameget mere som Landets Beskaffenhed, Folkets Leveviis, det fra Nordmændenes ganske forskjellige Sprog, og den Frygt, man almindelig nærede for Finnernes Tryllekyndighed, Alt virkede lidet lokkende for norske Christendomslærere til at vove sig ind iblandt dem, og end mindre til at færdes mellem dem for længere Tid.

12.
Olaf Haraldssøn som den norske Kirkes larmer og Lovgiver.


Under Olafs Stræben for Christendommens Befæstelse blandt Nordmændene i og udenfor Norge, maatte det naturligviis være ham høist magtpaaliggende at faa Prester og Folkelærere i tilstrækkelig Mængde. Af hvad ovenfor er fortalt sees, at overalt hvor han gjenreiste Christendommen af dens Forfald eller indførte den fra Ny, der satte han Christenlærere (kennimenn, Prester) i saa stort Tal som han fandt fornødent; men hvorfra han tog disse Lærere, siges ikke. Vel maa man tro, at ikke ganske faa indfødte Nordmænd ere blevne oplærte til Prester allerede under Olaf Tryggvessøn, af Biskop Sigurd og dennes Medhjælpere, og at deres Tal betydelig er blevet forøget under Løbet af Olaf Haraldssøns virksomme Styrelse; desuagtet maa man nære Tvivl om, at det endnu kunde være tilstrækkeligt for det vidstrakte Lands Tarv. Man finder ogsaa i den gamle Gulathingslovs Christenret[1] Spor til, at en stor Deel af Presterne i Norge længe, og vist nok en god Stund ud over Olafs Dage, have været Udlændinger, der ikke stode i ganske lige Ret med de norske Bønder. Man maa gjette, at Olaf især har forstærket sit Lands Presteskab fra England, hvorfra han havde sine Biskopper. Men der findes dog ogsaa Vink om, at han har søgt Lærere hos Bremens daværende Erkebiskop Unvan (1013–1029), til hvem han udentvivl især for den Sags Skyld affærdigede Sendemænd, blandt hvilke Biskop Grimkel, udtrykkelig nævnes. Det er rimeligt, at Olaf erholdt hvad han begjerede, og disse Lærere have da naturligviis været Tydskere; men om deres Antal og Indflydelse savnes enhver Underretning [2].

  1. Nor. gl. L. I. S. 9 (gl. Gulathings L. c. 15).
  2. Ad. Brem. II. c. 87, 94, jfr. de sit. Dan. c. 241.