fornemste embedsmænd, der dog ikke på nogen måde kan give anledning til at formode, at nogen af dem har været vunden for de svenske interesser eller endog blot har stået i forbindelse med Gustav IIIs udsendinge[1]. Det synes tværtimod, som om disse snarere have fået et ganske andet indtryk og fundet tiden mindre gunstig for iverksættelsen af foreningsplaner, idet alle Normænd, som önskede en forandring i det bestående, mere havde sine tanker henvendte på at skaffe sit fædreland en fuld selvstændighed, måske endog med en republikansk forfatning. En svensk oberstlöjtnant, baron Funck, som i 1785 berejste Norge og indgav en udförlig, nu desværre sporlöst forsvunden rapport om, hvad han der havde seet, synes således at have havt den opfatning, at det nok ikke kunde være vanskeligt at få istandbragt en antidansk rejsning i Norge, men at denne neppe vilde kunne ledes i retning af en politisk tilslutning til Sverige. I henhold hertil ytrede også kongen i et brev til sin fortrolige, Toll, af 3. Juli 1785: „Med Norge synes ej stort att göra; det blir i Köpenhamn, som denna krona skall tagas; det har länge varit min tanka, och derom är jag ännu mera förvissad. Att uppväcka der en republikansk anda kunde lätt ske; men hvem vet, om den vände sig efter vår önskan, och sedan fruktade jag dess smitta till Sverige, som så nyss derifrån är kureradt“[2].
Disse forestillinger om, at Normændene eller rettere de af dem, som vare misfornöjede over sit fædrelands politiske stilling, vilde foretrække en fuldkommen uafhængighed fremfor en nærmere forening med det östlige naboland, kunde til
- ↑ Meddelt af S. Petersen i Illustreret Nyhedsblad for 1862, No. 1 Smlgn L. Daae, Det gamle Christiania, s. 209 flg. Manderfelt er sandsynligvis forfatteren.
- ↑ Fältmarskalk Toll, II, 7.
