skulde blive aldeles afhængig af Sverige. Her var det atter igen den aldrig hvilende projektmager Toll, som var kongens fortrolige; han rejste frem og tilbage over Sundet, forhandlede med enkedronningen og lykkedes at skræmme hende, men dog uden at få hende bevæget til at modtage den hjælp, som var hende tilbuden.
Sandsynligvis har Gustav III, idet han for en kortere tid hengav sig til forhåbninger af en så forskelligartet beskaffenhed, ikke selv næret nogen större tillid til, at det skulde lykkes ham at drive alle disse planer igennem; thi hvor letbevægelig han end ofte viser sig, kan han dog ikke have stået i den tro, at enhver politisk flyveidé skulde lykkes. Snarest have derfor disse vekslende planer også for hans egen opfatning stået som fantasifostre, af hvilke de desto blot kom frem for atter at forkastes, men dog altid med det håb, at en af dem tilsidst kunde åbne en udsigt til at drive denne yndlingstanke igennem. Når han således for en tid syntes ivrig beskæftiget med en eller anden vidtgående plan, behöver det ikke derfor at have været hans tro, at just den vilde fore ham til målet, skönt det syntes så for alle udenforstående. Med den samme lethed, hvormed denne mærkelige personlighed kastede sig ind i en politisk kombination, kunde han også drage sig ud deraf og overgive sig til en ny, der enten blot var en modifikation af den tidligere, eller også helt og holdent tilhörte nye idékredse.
I spörgsmålet om Norge tabte Gustav ill aldrig hovedsagen af sigte, og medens han omgikkes med sine vildeste planer til at knuse Danmark og dets kongehus, glemte han aldrig at bevare de forbindelser, som han en gang havde indledet for at påvirke og undersöge stemningen i Norge. Et vidnesbyrd om de svenske udsendinges virksomhed i denne tid haves således bevaret i en karakteristik over Norges
