en vis grad være berettigede, skönt der dog ikke tör lægges for meget i den selvstændighedsånd eller republikanske retning, som de svenske spejdere troede at have fundet. De höjere klasser af det norske samfund have ganske vist for en stor del næret anskuelser, som vare stærkt påvirkede af den samme ånd, der kort tid efter gav sig luft i den franske revolution, og den særegne stilling, hvori Norge på den tid befandt sig, kunde vel også hos enkelte fremkalde önsker om at fölge de nordamerikanske koloniers exempel. Men det var langt fra, at dette havde ledet til nogen handling, som sigtede til at fremkalde en siden omvæltning, og begejstringen for de republikanske idéer var hos de fleste, der nærede den, væsentlig kun at betragte som et uklart sværmeri, der ialfald for det förste ikke vilde före til praktiske resultater, men meget godt kunde forenes med bevarelsen af den lojale hengivenhed for det oldenburgske kongehus. Også Danmark fremböd i slutningen af det 18de århundrede lignende forhold, endskönt dog disse stemninger neppe der have været så meget udbredte som i de östlige dele af Norge, der gennem sin levende forbindelse med England havde så meget lettere for at blive påvirkede af tidens liberale anskuelser.
Imidlertid var dog den i Norges östlige landskaber herskende stemning ikke heller aldeles uden sine betænkelige sider for bevarelsen af den gamle forening, og den kunde visselig, om den var bleven bearbejdet med talent, under de senere indtrufne forhold have antaget et omfang, der kunde have draget vigtige fölger efter sig. Omstændighederne vare i det hele taget meget gunstige for at nære udviklingen af en separatistisk stemning, og det viser sig også i de fölgende år af flere træk, at mange Normænd havde begyndt at göre sig fortrolige, om just ikke med muligheden af en adskillelse
