fra Danmark, så dog med opnåelsen af en mere selvstændig stilling. Selv det förste af disse tvende alternativer havde sandsynligvis enkelte for sig, og at disses antal kunde foröges, var meget sandsynligt. Man var i det hele taget begyndt at ræsonnere friere og fölte sig mindre bunden ved det en gang hævdede. Det attende århundredes ånd var trængt ind i Norge; den havde der vakt både til alvorlig eftertanke og til letsindigt eftersnak. Der taltes og tænktes med en frihed, der i Norge kunde være så meget större end i Danmark, som man fölte sig mere fjærnet og derved mere sikret mod at kunne bemærkes af regeringen. I mange kredse kunde man således på denne tid bemærke en rabulisme, der ofte gjorde sig meget bred, uagtet det kan være tvivlsomt, om den i virkeligheden har havt den betydning, som den vilde give sig skin af at have. Nöjagtig at bestemme denne vilde være en umulighed, da det foreliggende materiale til at dömme derom ikke er synderligt stort og nærmest indskrænker sig til referater om, hvad der kan være passeret ved enkelte anledninger.
Under disse forhold begyndte den bevægelse eller rejsning af almuen i Nedenæs og de nærmest tilstödende landskaber, der lededes af den bekendte Kristian Jenssön Lofthus. Lofthus var i löbet af 1786 flere gange i Köbenhavn for der at få afhjulpet de misligheder, hvorover almuen klagede. Senere vedblev imidlertid den en gang begyndte uro og antog et omfang, der fremkaldte adskillig ængstelse mellem autoriteterne i de af den berörte distrikter. I Marts 1787 lykkedes det at gribe Lofthus i Lillesand, hvorfra han förtes til Akershus, hvor han sad fængslet til sin död, der indtraf i 1797. Denne bevægelse havde dog intet politisk öjemed, men tilsigtede alene forandringer og lettelser i forskellige punkter, hvormed almuen var misfor-
