nöjet. Kun dens leder har måske havt videregående planer, endskönt sådanne tanker muligens også först kunne være opståede i hans hoved, da han under sit fangenskab på Akershus mærkede, at han var genstand for den almindelige opmærksomhed, og at andre vare tilböjelige til at betragte ham som en politisk martyr. Da således Jonas Anton Hielm, som den gang var en ung student, besögte ham i fængslet, rystede Lofthus sine lænker og sagde med et flammende blik: „Således behandler man den mand, der vilde befrie Norge“. Men hvor meget han end kan have omgåets med planer for en sådan „befrielse“, kan det ikke retfærdiggöre eller undskylde den hårde måde, hvorpå han blev behandlet, og som i Kristiania både blev meget misbilliget og for en del vakte sympati for den ulykkelige fange.
I Sverige var man vel vidende om den af Lofthus ledede bevægelse og sögte så meget som muligt at holde sig underrettet om dens udvikling. Den danner således emnet for adskillige af de breve, der i denne tid indlöb til Gustav III. I en apostille til kongen af 16 Novbr. 1786 meddelte således den svenske gesant i Köbenhavn, friherre J. W. Sprengtporten, at han fra Helsingborg havde modtaget den underretning, „att anföraren af de hit ankomne 34 Norrske bönder, Kristian Lofthus, jemte dess trenne följeslagare helt oförmodad vore från Helsingborg afreste, den förre till Stockholm, de sednare till Norrige. Orsaken till denna hastiga och oväntade färd har varit en fruktan för utlefverering, upprunnen af kammarherren, ministern Schöllers[1] och dess sekundant, en kammarjunkare Billes ankomst till Helsingborg. Anledningen åter till deras dit-
- ↑ Kammerherre Johan von Schöller, dansk-norsk resident ved det polske hof.
