sig den fulde evne til at gjøre fællesnavn til egennavn, hvorved det med engang vilkaarligt rykkes ud af fællesnavnenes klasse. Denne evne gaar tidligt efterhaanden tabt; allerede ved landnamene paa Island er der faa gaarde med usammensatte navne. Om de navne, som ere sammensatte af lokalbegreber og af ord, der give disse en særegen bestemmelse efter høide, farve, jordbund osv., kan man derimod vel som regel sige, at de ikke ere blevne til ved en vilkaarlig navnegivning, men lidt efter lidt ere gaaede over fra fællesnavne til egennavne ved længe at bruges om den samme lokalitet; at de for en stor del have været betegnelse for stederne, førend der blev lagt nogen gaard paa dem, og herved henvise til en senere tid af bebyggelsen, da landet var mere undersøgt og kjendt, og trangen til adskillelse af ensartede steder ved navnet var større. I at sammensatte navne træde istedetfor enkelte, viser sig ogsaa tildels en formindskelse af gloseforraadet; hvad man i ældre tid kunde betegne med et enkelt ord, maatte man senere, naar en prægnant ordstamme var tabt, ofte udtrykke ved en sammensetning. Det vil være umuligt at paastaa, at ikke endel saadane navne kunne skrive sig fra de første landnam, og naar det gjelder et enkelt navn, kan derfor ikke den omstendighed, at det er sammensat, være bevis for, at det ikke er gammelt; men hvor sammensatte navne forekomme udelukkende i større mengde, kan man med sikkerhed sige, at det tyder paa yngre bebyggelse, og hvor de ere meget overveiende i antal, tyder dette ialfald paa, at bygden i gammel tid har været sparsomt ryddet. Herfra maa undtages endel saadanne navne, der vise tilbage til et ældre enkelt navn. Naar vi i samme nabolag f. ex. haver Nordgaard, Østgaard, Utgaard (Stod), slutter man, at de ere parter af en ældre gaard, hvis navn er tabt; Nordvik, Mevik, Sørvik (Gildeskaal)
