Desuden nevnes AB. 90: Dilstaðir og Hognastaðir, der synes at skulle ligge i Brønø (naar der i overskriften staar: thessar jorder atte knutzkirkia j harme, kan der være tvivl om, hvortil „j harme“ skal henføres); disse navne kan jeg ei nu finde igjen, hvis ei det sidste er Hongset i Brønø (jfr. Onsrud i Ullensaker, før Óðinshof, Gansaas i Throndenes, før Gansvágr, og fremdeles: Legvoll, før Leikvangr, Munch Beskr: 158, og Kambtorp, før Kambstaðir, Munch 201), og det første = Dilkastaðir i Ranen.[1]
Denne gjennemgaaelse af nogle af de vigtigste endelser støtter den mening om Helgelands bebyggelse, som jeg ovenfor fremsatte, idet jeg nærmest tog hensyn til oldsagernes udbredelse. Det samme resultat vil fremgaa, naar jeg nu gjennemgaar forraadet af navne i de enkelte strøg: De indre dale ere nybyg, skjønt i forskjellig grad; fjordegnene og de dele af kysten, som dækkes af store øer tæt udenfor, synes befolkede i middelalderen, mest i den kristelige; kun paa øerne og de aabne dele af kysten finder man merker til bebyggelse i oldtiden, og deraf er der igjen kun dele, hvis bebyggelse nogenlunde naar op til den ældste tid, man finder spor til i andre dele af landet. – Foruden de her nevnte endelser og enkelte andre gammeldagse stammer er især brugen af usammensatte ord uden bestemmende artikel karakteristisk for den ældste navnedannelse, og brugtes vistnok sjelden i en senere tid og slet ikke i den nyere. De første landnamsmænd kaldte sine gaarde: Mo, Vik, Berg, Kvaal osv., uanseet at der i nærheden kunde findes andre lokaliteter, paa hvilke den samme nevnelse passede. Deri viser
- ↑ -bólstaðr findes nu fra Søndmøre til Stavanger forkortet til -bust; i første led ogsaa andetsteds: Bustrak, Drangedal (ɔ: Bólstaðarakr), Busterud, Aadalen, som dog muligt kommer af et mandsnavn eller tilnavn; jfr. Bustatun, Kinservik (ɔ: Bólstaðartún).
