har man vel i Eideim paa Vega, hvis matrikelen der har gjengivet formen ret. Ellers findes saadanne navne aldeles ikke i Helgeland (Heimnes hører nemlig ikke hid). I det sydligere Norge findes der paa enkelte indre dale nær neppe nogen bygd, hvor de ikke forekomme hyppigt. Det synes afgjort, at der i den omtalte veksling mellem vin og heim i de samme navne ligger antydet en overgang til en fastere bosættelse, om end ikke fra et nomadisk liv. Et lignende forhold mener jeg, at der er mellem denne sidste endelse og dem, jeg anser for yngre; forskjellen ligger maaske væsentlig i maaden, hvorpaa bostedet har været forsynet med bygninger. I den tid, da disse navne paa heim blev til, have gaardene kanske ikke havt hele den samling af bygninger, som betegnes ved ordet bœr, eller bygninger af samme slags. I Sverige og dele af Norge bruges denne stamme til at betegne en husmandsplads; i Østerdalen siges „et hem“ om en ussel plads (som ikke er mere end netop et hjem). Der er vist ingen grund til at tro, at den bygningsmaade, som vi kjende fra den senere del af hedendommen, har været brugt lige fra stammens indvandring i Norge. Det kan merkes, at heimr ei som bœr og staðir sammensettes med hús, men vel ligesom vin med tún og þopt (Toneim i Kinn, Túnheimr Bjørg. Kalvsk. 20, Tunynjar, nu Tønjum, Lærdal, Þoptyn og Þoptheimr).
Det vilde vistnok være urigtigt at forklare alle de mange navne paa setr som oprindelige setre. Saadanne gaarde findes ofte lige ved fjordene, hvor der neppe nogensinde kan have været seterbrug. For stammens ælde tale sammensætninger som Frøset (Freyssetr eller Freyjusetr, Freyjasetr i Sparboen, AB. 14 og i Eid i Nordfjord Bjørg. Kalvsk. 18 maa være en afslidt form for Freyjarsetr = Freyssetr) og det hyppige Helset, Helgeset(er), der vistnok ofte kan komme
