mund lyde: Fluttum, Maalum), men oftere nedenfor i Støren og Melhus. Det er ogsaa merkeligt, at det saa godt som slet ikke forekommer i de norske nybyggerlande i Vesterhavet. Blandt den store mengde gaarde fra Orknøerne, Hetland og Færøerne, som opregnes af Munch (Beskr. 209 f.), findes der kun et eneste navn med denne endelse, paa Hetland. Paa Island findes i Landnámabók kun 2 (Meðalheimr og Sólheimar). Da øerne mest befolkedes fra egne i Norge, hvor saadanne navne forekomme meget hyppigt, er dette vistnok et sterkt bevis for, at stammen saa sent som i det 9ende aarhundrede ei længere var i brug i navnedannelsen, rimeligvis fordi den ikke længere tilfulde udtrykte det begreb, man da havde ved en gaard. Endelig kan man vistnok finde et bevis for denne stammes ælde i den omstendighed, at den saa ofte bruges i landskabsnavne, hvilke vel i regelen ikke ere meget yngre end bebyggelsen, tildels saaledes, at der i bygden findes en gaard med samme navn, hvorefter den da maa være opkaldt (Þrándheimr, Alfheimar, Vingarheimr (Faaberg), Vekheimr (del af Ringebu), Uppheimr og Niðrheimr (bygder i Sogn), Bergheimr (Bærum), Sólheimar (i Bratsberg amt), Svartsheimr (Svadsem i Gausdal pgd.), Jasheimr, Hlæheimr (Romerike), Móðheimr o. fl.). Det er fremdeles et bevis for ælde, at heim ei synes at sammensettes med personsnavne; det forbindes oftest med begreber, der karakterisere stedet efter de mest iøinefaldende eiendommeligheder (allerhyppigst med sól, dernæst med fors, sær, berg, upp, meðal, hár osv.). Navne paa heim forekomme 3 gange i Brønø: Grøteim (Grjótheimr, Aslak Bolt p. 89), Mosseim (ɔ: Mosheim, matr. Mosum), Tilreim (Telgarheimr, AB. p. 90); vestkysten af Brønø (Nord-Sømn og Ser-Sømn) er et strøg, som efter sine navne idetheletaget maa regnes til de allerældste i Helgeland. Et fjerde
