utvivlsomt, at de minde om en tid, da fædrift i høiere grad end siden var vigtigste næringsvei, da maaske den samme mand havde flere opryddede beiter, mellem hvilke han flyttede uden at have nogen egentlig hovedgaard. At antage, at det er navne paa steder, der have været setre for andre gaarde, er neppe muligt, naar man tager hensyn til, hvor overmaade talrige disse navne f. ex. i Voss og Aker ere i forhold til de andre, som kunne antages at have samme ælde. Saaledes forstaaet, tror jeg, at ogsaa ordets betydning viser navnenes ælde. – I Helgeland kan ikke paavises noget dermed dannet navn, om ikke Herten (Alstahaug) skulde være en saadan dannelse (derom mere nedenfor). Derimod forekommer det i Lofoten og Vesteraalen (Venje – gammel form: Vinjar – i Bø og i Øksnes, Venje gl. Vin i Vaagen; Vøie i Bø, Buksnes og Øksnes er rimeligvis Vöðin (ɔ: Vaðvin), der ellers nu pleier at være gaaet over til Vøie eller Voie).
Den stamme af denne klasse, som kommer vin nærmest i ælde, er heimr. Dette viser sig allerede, som Munch (Beskr. XIII) har paavist, af den ikke sjeldne ombytning af vin og heimr i samme navn (Þoptyn – Þoptheimr, Dovre; Greipsyn – Greipsheimr, Hedemarken; Gjarðarini – Gjarðarheímr, Gjerdrum; Guðini – Guðheimr, Skerfvini – Skerfheimr, Vestfold o. fl.). Et bevis er fremdeles, at man slet ikke vil finde heim i egne, som afgjort ere blevne senere befolkede, og høist sjelden i endel andre, om hvilke der er grund til at antage det samme; i Østerdalen findes det ei nordenfor Elverum (medens stad gaar lige op til Storelvedalen og Rendalen), men oftere der og nedenfor; i Guldalen findes det ei i Røros, Aalen, Holtaalen, Budalen, neppe i Singsaas (de i matrikelen forekommende navneformer Fløtum, Malum ere nemlig dativformer, da de i almuens
