tenkelighed. Aaslo (Oslo) ligger lige ved siden af Taðvin (Tøien), hvori man har det samme begreb.
De stammer i navnene derimod, som nærmere betegne folkets forhold til det land, det har taget i besiddelse, have sikkerlig for en stor del vekslet i brugen i tidens løb, saa at der er flere af dem, der henvise hver til sin tidsalder. Først maa her stilles stammen vin. Ordet er tabt som appellativ i det gamle sprog, og allerede dette viser de navnes ælde, som ere dannede deraf. At et ord, som har været saa overordentlig hyppigt brugt til dannelse af stedsnavne, og derfor engang maa have været det almindelige fællesnavn til at betegne en bestemt anskuelse af et stykke jord, er rent forsvundet i middelalderen, synes bedst at kunne forklares, naar man antager, at dets brug som fællesnavn og i egennavne udelukkende tilhører den ældre jernalder, og at det ved den omveltning ogsaa i sproget, som har ledsaget dennes ende, er blevet erstattet af andre betegnelser. Det forekommer allerhyppigst i den gamle Gulathingslag og indenfor Kristianiafjorden, dernæst hyppigt i det øvrige Viken, det nedre af Oplandene og inde i Throndhjemsfjorden, altsaa i de samme egne, som ogsaa ved fundene af oldsager vise sig omtrent i samme forhold at have været sterkest byggede i den ældre jernalder (det forekommer ei i Østerdalen, sjelden i Hallingdal – mest i den nordre dal, der er Bergen nærmest – neppe i Numedal eller de øvre dale i Throndhjem; i Valdres hyppigt i den øvre del, men aftagende nedover, hvilket let forklares, om Valdres er befolket fra Sogn). Betydningen er vel af Munch (Beskr. X) ret forklaret som „græsgang.“ I saadanne navne at se en hentydning til nomadisk levevis i den ældste tid, vilde visselig være uret; egentligt nomadeliv kan aldrig være ført i Norge uden af et folk, hvis eneste husdyr var renen. Men det er dog vel
