gelse. Det er kun kystegnene og de nederste strøg af enkelte af dalene, som kunne ansees forat have været bebyggede i middelalderen, og af disse igjen kun mindre dele, som kunne antages at have været ryddede før kristendommens indførelse, og selv de ældste strøg synes ei at have været tæt beboede i meget gammel tid. Dette stemmer ganske med det resultat, hvortil man maa komme ved betragtning af de fornlevninger, som findes i Helgeland. Rigtignok kan man ikke længere nu med Worsaae (Aarb. 1869 p. 9)[1] sige, at der paa Helgeland næsten aldeles ingen gravhauge eller oldsager ere opdagede fra den hedenske tid. Som man kan se af Nicolaysens Fornlevninger og især af det supplement til dem, som er trykt i aarsberetn. for 1868, findes der i Helgeland ikke faa gravhauge, paa enkelte gaarde endog betydelige samlinger, om de end ikke ere saa talrige som i Namdalen og Thrøndelagen. Men de findes kun paa øerne og enkelte stykker af fastlandets kyst. I hele Ranen og Vefsn, paa kystlandet fra Vistenfjorden i Thjøtta pgd. til Ranenfjorden og i de indre fjordegne af Brønø og Bindalen findes der, saavidt jeg har kunnet erfare, ingen gravhauge; ialfald er det visselig kun enkelte. Fundene af oldsager vise, at landet har været beboet i den ældre jernalder. I en gravhaug ved Sømhovud i Brønø og paa Thjøtta er der gjort fund fra denne periode. Vistnok ligge begge steder nær søen, men dog ikke saa nær, at man godt kan antage, at begravelserne hidrøre fra søfarende, som tilfældigvis ere komne til kysten. Naar flere gravhauge blive undersøgte, og fundene omhyggeligere behandlede, end det hidtil er skeet, er det meget rimeligt, at man vil gjøre flere fund fra ældre jernalder, men vistnok ikke paa andre steder end paa kysterne
- ↑ Worsaaes afhandling er udarbeidet i 1866.
