Hr. Leonard Sidenius, under hvis Information jeg lagde Grund til det latinske Sprog, ja tog ogsaa fat paa det Græske og Hebraiske, skjøndt det havde været bedre, at man havde ladet det blive med det første alene. I hans Hus var jeg indtil jeg var konfirmeret i mit Alders 15de Aar, da mine Forældre toge mig derfra, og satte mig til min Fader-Broder Hr. Elias Schjøning, som havde Navn for en lærd Mand og stedse været vant at have fremmede Børn til at oplære, da han selv ingen havde med sin Kone Anneken Ursin, som var min kjødelige Moder-Søster. I den ikke ret lange Tid, som jeg nød hans Undervisning, profiterte jeg meget, i det latinske Sprog i Særdeleshed, som han selv var meget stærk udi, men ogsaa udi gode Prygl, som han efter de Tiders Maade var temmelig rund i at uddele. Men til min Skade døde han om Høsten Aar 1738, da jeg maatte hjem igjen, og gik der den hele Vinter over og blev forsømt i mine Studeringer, hvorfor mine Forældre maatte resolvere at sætte mig i Throndhjems Skole, til hvilken Ende min Moder reiste selv med mig om Foraaret 1739 til bemældte Stad, hvor vi ankomme i Pintsehøitiden, da jeg blev examineret af Rectore Scholæ, Mag. Benjamin Dass, og indsat i den fjerde Lectie. Ved denne Forandring fik jeg ligesom et nyt Sind, og i den Sted, at jeg tilforn havde kun havt liden Lyst til Studeringer, blev mi ganske indtagen deraf, dels fordi jeg nu ikke mene var i den haarde Tvang og slaviske Frygt, som tilforn, dels ogsaa og fornemmelig, ved den stærke Æmulation, jeg havde, at distinguere mig fremfor mine Meddiscipler, hvilke i Begyndelsen vilde fixere mig, som den der nylig var kommet fra Landet, og end fra Nordlandene, og over hvilke jeg paa den Maade søgte at hæve mig. Inden mindre end et Aars Forløb bragte jeg det derfor saa vidt, at skjøndt jeg var blandt de allernederste, som den Gang skulde flyttes op i den øverste Classe, og vare 15 a 16 i Tallet, blev jeg, da Examen var holdt, den allerøverste. Under velbemeldte brave og lærde Rectors Information, som jeg med Flid i tvende Aar benyttede mig af, bragte jeg det saa vidt i mine Studeringer, at jeg i Martii Maaned 1742 uden foregaaende Examen, som ellers plejer at holdes i Skolen efter Paaskehøitiden, fik min Dimission med saa godt og, reputerligt Testimonio til Academiet, som nogen kunde gives. Eftersom mit Forsæt med min tidlige Reise fra Skolen var dette, at jeg vilde komme først hjem til Nordlandene og siden derfra til Bergen
