Udtrykket „der unlängst wieder deterrirte alte norwegische Adel“ hvor ved det besynderlige Ord „deterrirt“ udentvivl maa være ment „gjenoplivet“, „fornyet“ eller noget Lignende, tyder aabenbart paa, at Levningerne af den norske Adel maa have tildraget sig en vis større Opmærksomhed ved Hoffet. En Kjendsgjerning, som her maaske ogsaa bør erindres, er, at der i 1747 alvorlig tænktes paa Oprettelsen af en egen Ridderorden for Norge, hvorom Hans Grams Betænkning indhentedes (se Werlauffs Oplysninger herom i Illustr. Nyhedsblad f. 1859 No. 21, ogsaa særskilt).
Mellem denne høifortjente Lærdes efterladte Samlinger, der bevares
paa det st. kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn, findes ogsaa et paabegyndt
Udkast til en Autobiografi, hvormed han dog kun er naaet
frem til sit 20de Aar. Det meddeles her efter Originalen (Gl. Kgl.
Saml. 988 Fol.).
„Aar 1722 Natten til Korsmisse Dag eller den tredie Maji er jeg fød paa Gaarden Skotnes, beliggende i Buxnes Præste-Gield, Lofodens Fogderie udi Nordlandene; min Fader Anders Schøning, min Moder Marthe Ursin, hvilke i deres Ægteskab hevde 7 Børn, blandt hvilke jeg var den femte. Da jeg var tre Aar gammel, tog en gammel Præsteenke, Dorothea de Fine, boende paa Finnesset i Vaagen, hvor der i gamle Dage har staaet en Kjøbstad, mig i Huset til sig, eftersom jeg var opkaldet efter hendes Mand, Hr. Gerdt Estenson, som havde været Præst i bemeldte Vaagen. Udi de tre Aars Tid, eller hvad det omtrent kunde være, i hvilke jeg blev hos hende, hændte det mig iblandt andet, at da jeg en Dag gik ved Søen, hos hvilken Gaarden laa, som hun boede paa, i Klippen, under hvilken Vandet gik, faldt jeg uforvarendes derudi, men kom dog, eftersom Vandet ej var dybere, end jeg kunde vade tillands, uskad derfra, dog med den Frygt for den Rævselse, jeg ventede at ville følge derpaa, at jeg stak mig af Vejen og lod Husfolkene gaa med stor Bekymring og lede efter mig næsten en hel Eftermiddag. Siden kom jeg hjem igjen til mine Forældre og blev hos dem indtil jeg var omtrent 10 Aar gammel, da de satte mig i Skole hos Præsten der paa Stedet,
