hans Mandskab var tilbage og laa i Herberg hos Bønderne i Omegnen. En af dette Tønsbergmandskab mødte nu Tydskerne, da de fra Bondegaarden af søgte ned til sine Espinger igjen, og tilbød sig at give dem vigtige Oplysninger, hvis de blot ikke vilde røbe ham for Bønderne, da dette vilde koste hans Liv. Han betroede dem, at Røveren var firsindstyve Mand stærk, og at de maatte vel vogte sig for at møde den Baad, som var sendt til Sellø. Den store Gut, som var sat i Bolten, var Røverens Kahytdreng og tvungen til at udspeide Tydskerne. Matrosen fra Tønsbergskibet fik mange Tak for sin Meddelelse, og Tydskerne skyndte sig til sine Skibe. Neppe vare de komne ombord paa disse, førend Røverens Baad for forbi paa Tilbagereisen fra Sellø til Risør. Tydskerne hentede en Hob Stene og fyldte Merset paa begge Skibene dermed, anbragte alt sit Skyds paa den ene Side og forbandt Mastetougene, saa at i fornødent Fald begge Fartøier kunde hales sammen og den ene bistaa den anden, om Røverne skulde forsøge at entre. Om Aftenen viste sig Røverskibets Anførere i en Baad foran Havnen ved en Klippe, betragtede længe de to Skibe for at se, hvorledes de bedst skulde angribes, og seilede saa bort igjen. Om Natten holdt Tydskerne stærk Vagt.
Tidlig den følgende Morgen kom en stor Hob Folk fra den Kant, hvor Røveren laa, leirede sig paa et Fjeld i Nærheden af de tydske Skibe og „afrev Mosen paa Fjeldet med Mund og Fødder, saa at det var en Gru at se derpaa“ (!) Det var Allehelgens-Løverdag. Tydskerne derimod sendte Espingerne i Land, fældede Trær, indtil de havde begge fulde med Ved og tændte saa Ild, medens en Del af Mandskabet vaskede sine Skjorter. En af dem gik op paa Fjeldet, spadserede omkring der og fik snart Øie paa et Skib og en liden Skude, som kom fra den Kant, hvor Røveren
