møde Drikke og vilde give dem Bænke at sidde paa, og det var hans Hensigt at forraade dem[1].
Imidlertid var Michel Here, den tredie af de tydske Skippere, seilet forbi om Morgenen den samme Dag, som hans to Kammerater om Aftenen havde naaet Hilesund, og havde søgt Havn i Sellø[2]. Dette havde Røverne bemærket og havde strax sendt en stor Baad med Hagebøsser, Skerpentiner og Rør afsted til Sellø for at undersøge, hvorledes de bedst skulde bemægtige sig hans Skib. Derimod vidste Tydskerne i Hiløsund og Michel i Sellø Intet om, at de vare hinanden saa nær. Ogsaa i en Vig mellem Bondegaarden og de to af Tydskerne udsendte Espinger laa der et Fartø[3]. Dette var erobret og forhugget af Sørøverne; ved lavt Vande laa det tørt; naar der var Flod, stod det fuldt af Vand. Fartøiet hørte hjemme i Tønsberg, og Skipperen havde gjort den Overenskomst med Røverne, at han skulde faa det igjen, naar han løste det med hundrede Guldgylden; derfor var Skipperen reist hjem for at opdrive disse Penge, men
- ↑ At Bønderne paa Kysten vare i Forstaaelse med Sørøvere, var dog vel en Sjeldenhed. I en Skrivelse fra Christiern Munk til Christian III (Flekkerø, 28 Juli 1558; i Danske Geh. Ark.) heder det: „Bønderne her i Lenet klage over at engelske og andre Sørøvere tage fra dem Kvæg, Fetalje og anden Del. Hvortil samme Engelske svarede, at dersom Bønderne vilde blive paa deres Gaarde, da vilde de give dennem dobbelt, for hvis de finge af dennem. Nu flyer Bønderne for dem, derfor undskylder de sig, at de nødes til at tage Faar, Lam og Gjeder til deres Spisning“.
- ↑ Denne Havn kaldes i Krøniken „Neuw Selloe“ og maa antages at være Sellø, en Ø yderst ude mod Havet i Oustad Sogn, Annex til Lyngdal, og beliggende en Fjerdingsvei fra Lindesnes. Der er en god Havn, som jevnlig omtales i Kongesagaerne. Her laa saaledes Olaf den Hellige i 1028 paa sit Tog mod Erling Skjalgssøn. Inge og Eystein Haraldssønner vare i 1156 nær ved at skulle levere et Slag her, og Inge Baardssøn søgte Havn her 1207 paa et Tog mod Baglerne (Kraft 3, 2 Udg. 344).
- ↑ I Krøniken „ein grosze Hollyck“.
