Landene. I den svenske Folketro rider endnu Odin paa en høi, sort Ganger; eller han kommer kjørende i Vogn med sorte Heste for og med en eller to Tjenere foran sig, ligeledes ridende paa sorte Heste[1]. Hvorledes man der som hos os har ofret til Odins Heste ved at spare lidt Hø efter paa Marken, er allerede meddelt i et andet Afsnit[2]. Ligesom Sigurd Fafnesbanes Hest, Grane, nedstammede fra Sleipner, saaledes have Heltenes Heste overhovedet arvet de samme Egenskaber, som Gudernes Heste have. Naar Guder og Helte fore over Landene paa stolte Gangere, farer Aasgaardsreien paa samme Vis om i Julen. Ogsaa dens Heste ere sorte[3] og have Øine, der lyse i Mørke og funkle som Ildgløder. Og tager den Heste ud af Staldene, finder man dem om Morgenen saa svede, at det drypper af dem, just som Fraaden af Rimfaxe skaffer Dug i Dalene.
Træffende Træk, som vise denne Sammenhæng mellem Hesten og Gudeverdenen, er Folketroen om, at baade Nøkken og Djævelen vise sig i en Hests Lignelse. Efter den norske Folketro gaar stundom Nøkken paa Land som Hest, og de, som forledes til at sætte sig paa den, bærer den med sig i Dybet. Paa Island samme Tro. I Sverige bærer Nøkken som saadan endog Navnet „Vattenhästen“ eller „Bäckahästen“[4]. Efter den norske Folketro omskaber Djævelen sig i en Hests Lignelse, men kjendes da paa Kløerne; skaber den sig om til en Mand, kjendes han paa Hestefoden. I Danmark sees ogsaa hans Hestefod, naar han som Gjæst er med ved Spillebordet[5]. I Sverige gik endog Sagn om,
