at Djævelen i en Hests Lignelse dandsede hver Nat paa et Loft, – at man søgte at „bortlæse“ den „svarte Hesten“ paa en Kirkegaard, – at en Mand skjød den „store Hesten“ lige i Panden[1].
Men Folketroen om Nøkken viser Odin som Vandaand. Da den nye Tro brød igjennem, bleve Hedendommens Guder til onde Aander; dette fremtræder overmaade klart i de svenske Overleveringer, hvad Odin og Djævelen angaar, idet hins Egenskaber overførtes paa denne. Hyltén-Cavallius antager ogsaa, at naar det er svensk Folketro, at Nøkken saavelsom Maren rider Hestene, hvorfor man hænger den Odin helligede Skjær i Stalden eller Rovfugle, ligeledes Odin helligede, over Stalddøren for at fri dem for Mareridt, saa grunder dette sig ligeledes paa en Forvexling med Odin eller Djævelen. Og han ser ogsaa heri et Vidnesbyrd om, at Hesten var Odin helliget.
Den nøie Sammenhæng, som der findes mellem Hesten og Gude- og Helteverdenen, viser sig ogsaa i Hestens Egenskaber. Den særlige Klogskab og Kraft, som den har, er en Gudernes Gave til den. Hest og Rytter vare som Et, og Rytterens Egenskaber bleve ogsaa Hestens, hvad enten Odin, Sigurd Fafnesbane, Hellig Olaf eller Askeladden sad paa dens Ryg.
Naar Helten var falden, sørgede Hesten; saaledes da Sigurd Fafnesbane var død:
„Grane da sørged,
Mod Grans bøied Hoved;
Hesten jo vidste,
Herren ei leved“.
- ↑ Wär. I 211. – Det kan tilføies, at i Eventyret om Enkesønnen er Hesten en Prinds, som var kastet Troldham paa, Asbj. & Moe, Folkeev. 55 fl.
