Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/504

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

denske Tid agtedes som et særligt helligt Offerdyr, og at Hestekjød derfor ogsaa var en yndet spise ved Offermaaltiderne, medens Nydelsen deraf efter Kristendommens Indførelse snart blev anseet som det største Brud paa den nye Tro. Desaarsag nyde i Folkesagnene kun Riser og Trold Hestekjød, som naar den i et sætersdalsk Sagn levende Kjæmpe Grette Aasmundssøn træffer en Rise og Gygr, der i en uhyre Kjedel, som siden bliver givet af ham til Røldals Love-Kirke, koger paa engang en hel Hest. „Kristent Folk maa derfor ikke æde Hestekjød“. Nogle sætte ogsaa denne Folketro i Forbindelse med Sagnet om den Vondes Indflydelse paa den ved dens Skabelse[1].

Et Minde om Hesten som Offerdyr er endvidere den nedarvede Mening, som engang var gjængs i vort Land saavelsom i Sverige[2], at det at slagte Heste med Kniv og flaa Huden af dem (ligesom Hunde og Katte) var et uærligt Arbeide, et Rakkerarbeide, som man lod udføre af omreisende Tatere. Ved den af den nye Tro fremkomne forandrede Anskuelse arvede disse denne Del af Offerpresternes Gjerning.

Vore gamle Myther stille Hesten i et nøie Forhold til Guderne. Maaske var den især helliget Odin og Frey. Gudernes Kræfter overførtes derfor ogsaa paa Hesten, endog paa saadan Maade, at denne dyrkedes, vistnok som deres Sindbillede. Som man ved Gudetemplerne holdt hellige Heste, der ikke alene tjente som Offerdyr og til at hente Forudsigelser fra, men ogsaa til at trække Gudevognen omkring, saaledes tillagdes ogsaa Guderne Heste med særegne Navne. Solen, Maanen, Dag og Nat kjøre med Heste. Paa Sleipner, som Loke havde avlet med et Trold, for Odin over

  1. Mand.
  2. Se f. Ex. Wär. I 156. 333.