Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/50

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

i længere tid at have været ærkebiskop af Bremen var forjagen derfra af de svenske tropper og om sommeren 1647 var bleven udnævnt til statholder over den kongelige del af hertugdömmerne Slesvig og Holstein. Indtil rigsdagen kunde afgöre valgspörgsmålet, overtog rigsrådet alle regeringsforretninger, hvorfor også dets fleste medlemmer, sålænge interregnet varede, forbleve samlede i Köbenhavn.

Da rigsdagen trådte sammen, viste der sig straks en stærk opposition mod rigsrådet, for hvis utvivlsomme oligarkiske tendenser adelen især under dets nuværende mægtige stilling troede at have al grund til at nære frygt. Rådet fremsatte som sin mening, at hertugens valg alene beroede på dem, og at stænderne kun vare indkaldte til rigsdag for at vedtage, hvad rådet havde afgjort. I modsætning hertil fastholdt adelen den opfatning, at valget tilkom rigsdagen, og at rådet derved kun mödte som en afdeling af adelen og fölgelig måtte udstede fælles valgbrev med denne. Heri fik standen også medhold af de deputerede for gejstlighed og borgere, af hvilke især de förste udtalte sig skarpt imod rigsrådets opfatning. Samtidig vilde adelen også drive igennem, at håndfæstningens affattelse væsentlig skulde bero på dem, og indgav et forslag til en sådan; men medens rigsrådet i det förste punkt om valget virkelig gav efter for adelens fordringer[1], viste det sig i det sidste ligeså bestemt på at modsætte sig disse, hvorfor det heller ikke lykkedes adelsoppositionen at sætte dem igennem.

Den 7 maj overleveredes stændernes valgbreve til den

  1. Skönt rigsrådet ved uden protest at modtage gejstlighedens og borgernes valgbreve havde anerkendt disses valgret, nævner håndfæstningen kun råd og adel som de, der havde valgt kongen, medens de to andre stænder alene siges at have „bevilget og samtykt“ ham til konge. Årsberetninger fra det danske gehejmearkiv II, 111.