nye konge, hvorpå han den fölgende dag udstedte sin forelöbige håndfæstning, som var ham dikteret af rigsrådet, og fölgelig sikrede dette en gennemgribende indflydelse. Imidlertid vedblev rigsrådet fremdeles at före regeringen i kongens navn, indtil han den 6 juli havde modtaget de danske stænders hylding, hvilke i den anledning atter vare indkaldte til et nyt möde i Köbenhavn.
Ifölge Kristian IVs norske lov var dette valg også bindende for Norge; det hed nemlig i denne, at „hvilken herre og fyrste Danmarks riges råd, adel og stænder kåre til Danmarks riges konning, den skal og være konning udi Norge.“[1] Men tiltrods for disse tydelige ord rådede der en ganske anden opfatning inden det norske folk, der uden at göre sig nærmere rede for det sande forhold stod i den tro, at deres fædreland fremdeles var et arverige efter de samme regler, som för Kalmar-unionen. Kongehuset kunde ikke have noget imod en sådan anskuelse, der kun måtte være til dets fordel, og efter hvad der berettes, skal virkelig Frederik III under valgforlrandlingerne med rigsrådet have udtalt, at han ligeså vel betragtede Norge for sit arveland, som Holstein.[2] I de senere år af Kristian IVs regering havde også utvivlsomt statholderen Hannibal Sehested ved sine bestræbelser for at skaffe Norge en lidt selvstændigere stilling til en vis grad stöttet denne norske opfatning og på samme tid selv havt hjælp af den. Da man således i Köbenhavn i tiden nærmest efter den gamle konges död fortalte alle-
- ↑ Tingfarebalken, kap. 10.
- ↑ I Langebekiana, udg. ved R. Nyerup, 70 anföres (efter Wadskjærs Kristiansborg slots beskrivelse, 41) den ytring af Frederik III: „Norge og Holstein höre mig dog til; jeg går til Norge.“ – I Angeli Lucii Græsseri homagium, der er trykt 1648, kaldes kongen i dedikationen „udvalgt konge til Danmark og Norges arvekonge“ (arving til Norge?)
