i Rader paa Bidslerne og Metalprydelser paa Skylapperne[1]. Det er troligt, at disse Gjenstande, foruden at pryde, tillige i sin Tid tillagdes en hemmelig Magt mod Forgjørelser, ligesom Kvindens Bryst- og Halssmykker.
Følgende Regler har man desuden at iagttage:
Naar Hesten slippes paa Skogen, maa man ikke slaa til den med Bidslet – saaledes som uvorne Gutter gjerne gjøre, naar de have taget det af den –; thi saa vil den ikke gaa i Fred for Udyrene[2]. Jfr. Slag-Bjørn.
Det Søm, som har saaret Hestene Hov, saa den bløder, tages ud og slaaes ind i en Væg, saa skal Hesten ikke blive halt[3].
Kun En, ikke To eller Flere, maa spænde Hesten for Slæden eller Vognen; den vil ellers snart kjøres træt[4]; det vil gaa galt paa en eller anden Maade, især naar der skal kjøres over Is[5]. Fra et Sted hedder det, at gamle Folk troede fast paa dette.
Naar Hesten spændes for Slæden eller Vognen, maa Sælen ikke tages af den, medens den staar i Skjækerne; thi da vil noget Ondt komme til at ramme den[6].
Ikke skal man sige „Stakkel“ til en Hest, som staar i Sælen[7]; – den kunde vel derved blive det.
Første Gang man kjører med den unge, utæmmede Hest, skal man have en Sopelime og en Sten paa Slæden. Grunden hertil var dog glemt i den Bygd i Gudbrandsdalen, hvorfra Meddelelsen skriver sig. Ved Mandal brugte nok
