Gange paa hvert Ben. Undlod man det, vilde det paa en eller anden Maade gaa galt. Skoen vilde falde af, Sømmen vilde rive Hoven sønder, eller Benet vilde komme til Skade o. s. v.[1].
Korsing. Andre bruge at korse med Haanden og nævne Jesu Navn, naar Hesten slippes paa Skogen, forat den kan gaa fri for Troldskab, som i de Gamles Mund betyder Udyr som Bjørn og Skrub[2]. – Ved Skoing af Hesten bruger man andetsteds at slaa Kors for Hoven, naar Skoen er fæstet[3].
Tilsvarende Sædvaner ere ogsaa kjendte i det øvrige Skandinavien. Hver Gang man i Sverige lægger Bidslet eller Grimen paa Hesten, har man at spytte paa Milet eller gjennem Grimen; thi ellers kommer „han i vattnet“, d. e. Nøkken, og fordærver Hesten. – I Danmark pleier Bonden, første Gang han Vaar eller Høst skal pløie, at kaste Plogøxen og Kjeppen overkors foran Hesten og kjere Plogen 3 Gange derover, at intet ondt skal ramme hverken ham, Hesten eller Sæden. – I Jylland pleier man at gjøre Kors foran Hestene, naar man vil ride ud, at intet ondt skal ramme dem[4].
Navnene paa mange af Eddaens Gudeheste ere hentede fra Ildens, Guldets, Sølvets eller Ædelstenenes Egenskaber. Grimm antager, at de Guderne helligede fleste saavelsom deres Beslag og Bidsler vare paa forskjellig Maade prydede dermed. Men disse Gjenstande tillægger Folketroen stedse en helligt skjærmende Indflydelse. Endnu ser man de saakaldte „Ormehoveder“, d. e. en Art Søsneglehuse, fæstede
