Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/493

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Manken. Saa faar man se og bliver fri for det, som spøger og skriger ynkelig paa Ugjerningsstedet[1].

Men at Hesten i saa hei Grad er udsat for det Onde, skal være en Følge af, hvad før er fortalt om dens Skabelse, hvorved den Vonde har faaet mere Magt over den end andre Dyr[2].

Den er ogsaa udsat for ond Indflydelse fra de Døde, fra Mennesker og Dyr.

Aldrig bør man kjere Lig med en Hoppe, som er føl-tung, for da vil Føllet blive et Daud-Bæst[3].

Har man Avind i en Mands Hest, maa denne, ogsaa efter den svenske Folketro, vantrives, just som Tilfældet er med det øvrige Kvæg.

Naar en drægtig Hoppe ligger paa Lammeskarn, vil den skyte ɔ: kaste Føllet for Tiden[4].

For at skjærme Hesten for al ond Indflydelse gives foruden de ovenfor nævnte særlige Midler ogsaa mere almindelige.

Spyting. Naar Hesten om Vaaren slippes paa Skogen, skal man spytte efter den; somme spytte i Kors over den[5], Andre spytte 3 Gange efter den[6]. I Sætersdalen pleier man ogsaa at spytte over hvilketsomhelst Kreatur, som føres til Skogen; det vil da blive bevaret for al Slags Ulykke – Ligesaa skal der spyttes, naar Sælen tages af den[7]. – Naar en Hest er skoet, spyttes under Hoven, idet man siger „tvi“; Somme have brugt at spytte 3

  1. Jarlsberg.
  2. Mandal.
  3. Gudbrd.
  4. Søndm.
  5. Mandal, Søndfj.
  6. Sætersd.
  7. Østerd., Mandal, Søndfj.