Derfor er det ogsaa et Ordstød at sige om en rask
Hest: „Den løb, som der var noget Ondt efter den“[1].
Som oftest sees dog ikke det Onde, som holder den, af Andre end af Hesten selv. Naar den saa stopper op, saaledes som det gik med Per Sannum i Asmyrbakken[2], er der det Raad at slaa Ild eller at faa fat i en Varmebrand og fyre over, rundtom og bagenfor Hesten med[3], og har man ikke Fyrtøi med sig, eller man ikke kan faa fat i Ild, saa faar man lede Hesten rundt i Veien paa samme Flekken, til den slaar Ild med de staalsatte Sko.
Den Egenskab, at Hesten er synen eller synsk, kan ogsaa overføres paa Mennesket[4]. Naar man saa har faaet Øie paa det Vonde, som holder den, taber det sin Magt og maa vige, endog om det var „Styggen“ selv.
Naar derfor Hesten bliver holdt for En, bøier han sig fremover dens Hoved, griber fat i Bidselringene og ser gjennem dem. Saa faar han se det Onde, og det er forskrækkeligt, hvordan det ser ud. Hesten løber da, og det gjælder blot at holde sig fast[5].
Eller man løfter Bidselet lidt op fra Hovedet og ser gjennem Aabningen mellem dette og Hestene Hoved. Virkningen heraf er den samme[6].
Eller man lægger begge dens Ører sammen med Spidserne og ser gjennem den derved dannede Aabning; saa faar man Øie paa de Underjordiske, og disse maa slippe[7].
Eller man ser gjennem Aabningen mellem Høvret og
