man vistnok, da denne fant sted (i det seneste henimod 1250), saamegen pietet for de kongelige levninger, at man igjen lagde dem ind i kirkens nye vegge eller i gravsteder under gulvet. Et bevis herfor frembyder jo Magnus den godes grav, der endnu ved 1380 var urørt, skjønt kirken da forlængst var ombygget og havde brent en gang. Imidlertid er det vist, at man i gulvet under koret (nu skibet) og dets sidegange hverken før[1] eller ved den i 1865–1866[2] foretagne nøjagtige undersøgelse har truffet noget gravsted, som med rimelighed kunde antages for et kongeligt. Er altsaa noget saadant endnu bevaret, kan det kun finnes enten under højkorets gulv eller i dets vegge eller i korets sideganges vegge. I hvert fall vil spørsmaalet faa sin endelige løsning, hvis og naar de omtalte dele af kirken skulle restaureres. Thi da maa der foretages saadanne arbeider, hvorved gravstederne ville komme for lyset igjen, hvis de endnu ere til.
