gravsteder og borttaget dem, uden at der trods anstillet undersøgelse er truffet noget, som kan lede paa spor efter, hvad man foretog med de kongelige skeletter; thi den ifølge Gyldenløves forslag af kongen i 1674 udgivne bestemmelse[1] om, at der paa Hovedøen ved Kristiania skulde opføres et kapel, hvori de kongelige levninger skulde bevares, vides ikke nogensinne at være kommen til udførelse. Saaledes staar nu kun 3 af de anførte kirker over jorden, nemlig Fors kirke i Baahuslen (no. 12), Olafskirken (nu domkirken) i Bergen (no. 30) og Kristkirken (nu domkirken) i Nidaros (no. 1, 4–7, 14, 24, 26). Men den første er ifølge Holmbergs vidnesbyrd[2] for største delen ombygget, og af den kongelige grav finnes intet spor. Hvad dernæst Olafskirken angaar, er endnu dens kor, hvori den kongelige grav nærmest maatte søges, i hovedsagen uforandret, skjønt det med den øvrige bygning har brent 4 eller 5 gange siden 1280, da Magnus lagabøter blev begraven i kirken. Var hans begravelse i eller under gulvet, er der dog ganske vist intet deraf tilbage, da man paa dette sted dere gange har foretaget oprydning; var gravstedet derimod anbragt i korets vegg, saa kan det muligens endnu være tilstede trods de mange brande. Mere sansynlighed er der dog for, at der kan finnes kongelige begravelser i den sidste af de anførte kirker eller i Throndhjems domkirke. Vel er den del deraf, som her vedkommer os, nemlig koret, siden 1217, da den sidste kongelige begravelse deri foregik, bleven ombygget og har med den øvrige kirke brent 5 gange. Men trods disse brande have dog andre begravelser fra middelalderen været bevarede ligetil vor tid[3], og hvad ombygningen angaar, havde
