sinde vilde blive giordt gieldende; man har dog intet hørt om russisk Indflydelse i Weimar, Oldenborg eller Nederlandene. I hvert Tilfælde vilde K. Nic. neppe gaae ind paa en saadan Adoption, uden en fortsat Personal-Union mellem Danmark og Hertugdømmerne. Daaes Skrift har jeg endnu ikke faaet Tid at læse; men haaber det snart.
Angaaende Scandinavismen har jeg samme Anskuelse som min ærede Ven og Prof. Munch. Jeg anseer en bestandig Eenighed mellem de 3 nordiske Riger for lige ønskelig og gavnlig for dem alle; jeg vilde ansee det for hensigtsmæssigt, om de tre, ved Herkomst, Sprog, Religion, Sæder m. m. beslægtede og forbundne Folk gjensidigen begunstigede hinanden, ei blet i de materielle, men ogsaa i de aandelige Forhold.
En fælleds Myntfod for alle 3 Riger vilde vel stedse blive uopnaaelig; men en Indretning var f. Ex. vel tænkelig, hvorved Studerende fra eet af Rigerne kunde erholde Lettelse, ja endog Understøttelse ved hvert af de to andre Rigers Universiteter. Flere saadanne, for alle parter gavnlige Tilnærmelser, kunde maaskee finde Sted. Derimod troer jeg, at enhver sindig og Forstandig i alle 3 Riger maa paa det Bestemteste erklære sig mod en politisk Eenhed, en Personal-Union eller deslige. Erfaringen viser, at Forening af forskiellige Nationaliteter under eet Hoved sielden bliver til alle Parters Tilfredshed. Da man letteligen kunde indsee, hvad de saakaldte „Scandinaver“ egentlig havde i Sigte, har jeg stedse holdt mig fra deres „Umtriebe“; jeg har aldrig været Medlem af det scandinaviske Selskab. Den i Deres Skrift[1] S. 13, Not. 2 anførte Yttring af enkelte Norske, at Svenske og Norske burde kunne opnaae Indfødsret i Danmark, er i denne Tid ogsaa kommen under Discussion. Paa Rigsdagen er nemlig den geniale, men fanatiske og eensidige Grundtvig fremkommen med det Forslag, at „Ingen Tydsker eller anden Udlænding kan faae dansk Indfødsret uden ved Lov, men Svenske og Nordmænd skulle, ligesom Islændere og Færinger, agtes for Indfødte, naar de have fast Ophold i Riget“. Ørsted giorde opmærksom paa, at Norske og Svenske ikke giensidigen have Indfødsret i Rigerne, og Rigsdagen var saa fornuftig at forkaste den Gr. Galskab og, med 119 St. mod 1 at antage Udkastets Bestemmelse: „Ingen Udlænding kan erholde Indfødsret uden ved Lov“. Mueligen kan det her bekiendtblevne Factum, at den norske Re-
- ↑ Bergs sidste literære Arbeide, hans med Indledning og Noter ledsagede Oversættelse af Wimpfens Afhandling om Slesvig og Holstens statsretslige Forhold (Langes Tidsskr. f. Vidensk. og Lit. B. 3, ogsaa særskilt).
