giering har afslaaet det akademiske Collegiums Indstilling at Svenske og Danske kunde indbydes til Concurrence om den anatomiske Lærestol efter Pr. Skielderup, her har havt Indflydelse paa Rigsdagen. Overhoved har Skandinavismen her faaet et betydeligt Knæk siden i Fior, da den svensk-norske Regierings Optræden i Realiteten vel var os mere til Skade end til Gavn, og i Grunden var Vand paa Sl. Holstenernes Mølle. Man maa derfor være tilfredse med at vore Naboer i Aar ei gjøre Mine til nogen Hielp. Naturligvis maa Tonen i enkelte norske og svenske Blade ogsaa bidrage til at kiøle Begeistringen hos vore skandinaviske Exaltadors.
Hvad De i Deres Brev yttrer om Tydskernes ei usandsynlige Tendents til Republikanisme, er nu desværre gaaet i Opfyldelse, hvad det sydvestlige T. angaaer. Det synes nu vel egentlig ikke at have nogen dyb Rod (især da den franske Republikanisme er meest af Navn) men bidrager dog til at forvikle Forholdene. Kunde Tydskland komme til Roe og faae sine Sager ordnede paa en fast og sikker Maade, vilde ogsaa vort Anliggende faae et bedre Udseende for Fremtiden. Jeg troer heller ikke, at vor Tidsalder i sig selv er republikansksindet; det er kun enkelte Sværmere og Hobe af Arbeiderclassen, som falde paa slige Griller. Et constitutionelt Monarkie er vist nok det sikkreste; imidlertid er ogsaa det jevnligen udsat for indre Bevægelser; og en Constitution, som ei skulde behøve Forandringer og Modificationer af og til, er neppe tænkelig. Det er unægteligt at de oldenborgske Kongers Politik, i sine Følger og Resultater som oftest har været skadelig for Danmark, skiøndt jeg ikke veed, at de her i Skrifter ere blevne forgudede – i en senere Tid ei engang Chr. IV. –, uden for et Aarhundrede siden eller længere, da det hørte til Tonen i ethvert Land at forgude sine Konger. Men, Billighed vil, uden Tvivl, ogsaa erkiende det for et vanskeligt Problem, at styre et Monarchie, der ved Natur og Forhold havde saa forskiellige Interesser som vort, bestaaende af a) Danmark, hvor igien Skaane, Sielland og Jylland-Fyen havde forskiellige Interesser, b) de mellem flere Herskere deelte og tildeels til et andet Statsforbund hørende Hertugdømmer, og c) Norge. Mon Carler eller Gustaver vilde her have giordt deres Sag bedre? Uagtet Enhver af disse, hvad Personligheden angaaer, vist nok staaer langt over Oldenborgerne, er det dog et Spørgsmaal, om Sverrig i det Væsentlige vandt noget ved dem, uden, uden, i en vis Henseende, ved Carl XI.
Det interesserer mig ret meget at følge det betydelige
