Eenighed var, kort sagt, at de Norske ved denne deres Opførsel baade fremkaldte og forskyldte mange af de paafølgende politiske Calamiteter. Blandt disse hørte da ogsaa Christian II. Fremfærd under hans Faders Regiering. Men hvorfor reiste Folket sig da ikke i Masse – man havde jo Sverrigs Exempel og i Nødsfald her en kraftig Støtte. Dog, mærkeligt nok, hverken ved denne eller anden Leilighed viiste sig her noget ledende Princip – ingen Eng. Engelbrektsen, ingen Sturer, ingen Gustav Vasa blandt de norske Aristokrater. Endelig kom det vigtige Aar 1523. Norge havde nu 136 Aars dyrekiøbte Erfaring for sig – hvi valgte det ikke nu enten en norsk Adelsmand eller den samme kraftfulde Konge som Sverrig. Danmark og Fred. I. havde vist ikke kundet tvinge det. Men, uagtet man ved alle Leiligheder skieldte paa udenlandsk Regiering og tydske Regenter, saa kom dog Frederich, uden synderlig Vanskelighed paa Thronen, og Ingen synes at have tænkt paa G. Vasa. 9 Aar senere glemte man, hvorledes Christian 30 Aar tidligere havde – som Huitfeldt udtrykker sig – „holdt Huus med den norske Adel“ og – i det ringeste et Partie – antog ham igien for en føie Tid, ligesom man kort efter igien vaklede mellem ham og Christian III. Saaledes findes den hele Periode af Unionen igiennem, ingen Eenighed, ingen Selvstændighed, ingen kraftig Handling, ingen Benyttelse af store lokale Fordeele eller af politiske Forandringer i Omgivelserne, kort, Vingen egentlig Nationalitet i Norge. Man kan altsaa let forklare, hvorledes en Bestemmelse, som den famøse om Norge, kunde komme ind i Chr. III. Haandfæstning; jeg finder den selv ubillig; men vist er det ogsaa, at ingen Nation lider Uret, naar den selv ikke vil; at alle saadanne politiske Ulykker almindelig ere foranledigede og forskyldte giennem flere Generationer (cfr. Polen i 18de Aarh.?) og at man i den hele norske Historie fra 1387 at for ikke at gaae længer tilbage i Tiden, ei finder synderlige Spor til den Energie, Frihedskiærlighed, Selvstændighed, som almindelig tillægges det norske Folk i Almindelighed og den norske Bondestand i Særdeleshed. See! dette er nu i Korthed min Anskuelse af denne Sag. Hvad jeg nu nedskrev, var i Fortroelighed til en gammel høitagtet Ven og for ham allene. Da Norge og Danmark ikke kan undgaae mangehaande Berørelser, som vel maa og kan være til giensidigt Tarv, troer jeg, at man bør undvige alt, hvad der kan bidrage til at vække eller vedligeholde en fiendsk eller uvenlig Stemning mellem Nationerne. Det norske og danske Folk
