gerkrigens Følger, der ikke paafulgte strax, Søemagtens Forfald, Hanseforbundets Tiltagende, den sorte Død, svage Regieringer, Uroelighederne under og efter Magnus Smek, var meer end nok til at bringe Hakon Hakonsens Rige ned til den lave Standpunkt, hvorpaa det befandt sig ved Slutningen af 14de Aarhundrede. Om Tilstanden havde blevet bedre, dersom den norske Kongestamme ikke var uddød med Olaf – hvilken Dødelig kan bestemme det? – Om det var noget Tab for N., at Hakon Jonsen traadte tilbage? Hans personlige Qvaliteter ere os ubekiendte; der er ingen Grund til at antage, at de have været synderlig store; i det ringeste haver neppe noget egentligt Herskertalent rørt sig i ham, thi ellers vilde han neppe saa godvilligen have fraskrevet sig sin virkelige eller formeentlige Ret. Hvorvidt nu Erik af Pom. Valg var i Overeensstemmelse med den Tids norske Statsret, er ei let at sige, da denne kun kiendes meget ufuldkomment; i hvert Tilfælde var det de norske Magnater, der, paa en eller anden Maade vundne af Margreta, dreve Sagen, til Magtanvendelse findes ligesaa lidet Spor, som til Medvirkning af de øvrige Stænder. Havde N. efter henved 50 Aars Erfaring fundet sig meget brøstholdent ved sin Regiering, havde der efter Eriks Afsættelse jo været Anledning til et særskildt Valg; saameget mere, som der under Eriks sidste Regieringsaar havde været betydelige Uroeligheder i Norge. Dog – endnu det Misgreb, om det var et saadant, at vælge Christopher, vil man skiænke Norge. Men, da han nu døde 1448 uden Børn, havde det da ikke været dem et høiere Vink, at hæve en Forbindelse, som to Menneskealdere maatte have lært dem at kiende og vurdere, slutte sig til Sverrig og beholde den af dette Rige og en Deel af det norske, valgte Karl Knutsen, vistnok en talentfuld Mand, skiøndt nok dueligere som Rigsforstander (Chef for et Aristokratie), end som Konge. I dets Sted forlod man ham og valgte Christian – Gud veed hvorfor, thi om hans Arveret kunde vel siges meget – som dog neppe med et Par 1000 Mand haver kunnet intimidere Norge. Denne hele Valgsag er vist nok endnu dunkel og vil maaskee altid blive det, vel tildeels, fordi der i Norge som hos os i M.alderen ikke existerede nogen paa faste Bestemmelser bygget Statsret; men saa meget er klart, at sand Patriotisme ved denne Leilighed ikke viser sig i noget gunstigt Lys i Norge, at de norske Magnater ikke staae med Palmer i Hænderne, og de stridbare norske Bønder spille en maadelig Rolle, at en egentlig norsk Statsret ikke er synderlig kiendelig, at der ingen
