sige saa bestemt[1], at de lig, man da fant „udi muren“ i Hallvardskirken i Aaslo, tilhørte „fire norske konger“, dersom ikke gravstederne havde vist det?
Det fortjener endnu at lægges merke til, at kun den nordre og søndre vegg “af koret omtales som brugt til begravelser. Naar det nu viser sig, at kvinnelige personer i de tilfælle, som nævnes (no. 18, 31, 32), altid begraves i eller ved nordre vegg, medens mænd fordetmeste lægges i eller ved søndre vegg (no. 8, 10, 13, 14, 16, 17, 22, 26–28) og kun faa gange (no. 21, 23, 25) i eller ved nordre vegg, og naar dertil føjes, at mænd ogsaa paa kirkegaarden begraves søndenfor kirken (no. 15, 20), saa ligger heri vistnok en særegen betydning. Dette maa da hænge sammen med den i middelalderen strengt overholdte skik, at den kvinnelige del af menigheden skulde tage plads ved skibets nordre side eller til venstre[2], mændene derimod ved den søndre side eller til højre. Naar vi desuagtet ovenfor træffe mænd, dog blot undtagelsesvis, begravne i eller ved korets nordvegg, saa kan vel dette forklares saaledes, at sydsiden i disse tilfælle af ubekjente grunde ej har frembudt nogen passende plads. En veggebegravelse blev saaledes vel neppe anbragt længer oppe i muren end omtrent i brysthøjde eller et par alen over gulvet.
Er det ovenstaaende rigtigt, og vi samle det udbytte, som derved er vunnet, saa sees deraf, at kongelige personer her i Norge ikke nogensinne bleve begravne paa kirkegaarden,
- ↑ Jfr. N. Fornl. 728.
- ↑ Som betegnelse herfor træffes paa Island kvennumegin (Bisk. sög. I. 185 f.). I forbindelse med skilsmissen mellem kjønene staar det vel og, at der i vore gamle kirker ofte er udgangsdør baade paa nord- og sydsiden af skibet. Merkelig nok træffes der engang (i Aaslo ved 1344, D. Norv. IV. no. 283) omtalt kvennavegr og karlavegr i en husebygning.
