sammen til en fast masse[1]. Naar der nu i veggen skulde indrettes en begravelse, udtog man (jfr. no. 22) paa det sted, hvor den ønskedes anbragt, saamange sten paa den indre side, som var nødvendigt, og rensede mellemrummet; desuden har man vistnok, for at hindre mellemrummets fyll fra at styrte ned, afstøttet den med en hvelving eller heller. Efterat begravelsen dernæst var anbragt i det aabne rum, blev dette til slutning igjen lukket ved at indsætte de udtagne stene paa sit sted. Altsaa kun, hvor omstændighederne vare som anført, lod denne begravelsesmaade sig foretage, ikke derimod naar kirken var af træ eller med tynne mure. Men af saadanne kirker, hvori kongelige personer fik sin begravelse, kjennes kun to: den lille Kristkirke i Bergen og Mariekirken i Aaslo. Den første var opført af træ og følgelig en stavkirke, den anden havde, som det viste sig ved udgravningen i 1868, i koret og tverskibet tynne mure af teglsten. Paa grund heraf har jeg ovenfor (s. 15) henført de i disse kirker omtalte begravelser til den slags, som var anbragt i gulvet. Kun ved Korskirken i Aaslo kan der forsaavidt hverken siges fra eller til, da der ikke haves nogensomhelst beretning om, hvorledes den var beskaffen.
Hvad enten (et kongeligt gravsted indrettedes i veggen eller i gulvet, blev det vel altid paa en eller anden maade (se no. 12, 17, 22, 26) saaledes udstyret, at det havde noget udmerket ved sig og tillige en særlig betegnelse for den person, som der laa begraven. Det sidste synes at fremgaa af flere beretninger. Saaledes kunde man endnu ved 1380 (no. 1) se Magnus den godes gravsted og i 1401 (no. 35) Haakon den 6tes (?), og hvorledes kunde Gyldenløve i 1674
- ↑ tydsk gussmauerwerk, engelsk rubblework. Denne bygningsmaade var en arv fra Romerne, hos hvem den hed emplecton.
