men kun inde i kirken, for det meste i Nidaros, Bergen eller Aaslo og i regelen i de derværende kathedraler; fremdeles at gravstedet ikke blev anbragt i vedkommende kirkes skib men i koret, enten i gulvet eller veggene, og saaledes, at i regelen kvinnelige personer fik sin plads i eller ved nordre vegg, mænd derimod i eller ved søndre vegg; endelig at da begravelsen i korets vegge kun blev anvendt ved kongelige personer, saa var dette forsaavidt en for Norge ejendommelig skik.
Der staar endnu kun tilbage at omtale det lille, vi ved eller kan slutte os til om den maade, hvorpaa liget blev udstyret og nedlagt. For det første kan det neppe være tvilsomt, at den afdøde blev lagt i en kiste (jfr. no. 17, 29). Denne var vistnok altid af sten og ved veggebegravelser af den slags (steinþró), som almindelig træffes i den tidligere middelalder baade her[1] og andensteds, nemlig udhulet af en hel stenblok, noget bredere ved hovedenden end ved fødderne, indvendig afrundet for hovedet og med hul i bunden til afløb af de ved legemets opløsning fremkommende flydende dele. Ved begravelser i gulvet har vel desuden ogsaa været anvendt kister af lignende form, men opmurede af hugne stene[2]. I begge tilfælle bestod kistens laag af en eneste flad eller ophøjet stenplade, der passede ned i de paa kistens kanter indrettede falser, og efter den i middelalderen faste regel blev kisten opstillet i øst og vest, saaledes at hovedenden vendte mod den sidste kant. Dernæst kan det heller ikke være tvilsomt, at liget blev nedlagt i kisten i et svøb af lintøj; men om der desuden blev anvendt bedækning af kostbarere tøj, saaledes som tilfællet var med Olaf den
