have medtaget for begge Parter, passer meget godt til Afstanden mellem Øier og Stange Præstegjelde, da man vel maa antage, at Erik har forsynet Astrid og Følge med Heste paa den første Del af deres Flugt, men at de, for at blive mindre bemærkede, har som Fattigfolk vandret tilfods den sidste Del af Veien, gjennem de mere aabne og beboede Bygder af Hedemarken. Gunnhilds Udsendinger vare derimod godt beredne og maa tillige antages at have i Skynding eftersat de Flygtende, hvorfor de have anvendt kortere Tid paa Veien.
En af Thorsteins Arbeidskarle kom samme Aften fra Skoven, og da hans Vei faldt forbi Bjørns Gaard og han der blev de mange fremmede Gjæster var, gik han indom, og hørte da, hvad deres Ærinde var. Dette fortalte han sin Husbonde, da han kom hjem. Da der endnu var en tredie Del tilbage af Natten, vækkede Thorstein sine Gjæster, og bød dem i en haard og uvenlig Tone at fare deres Vei. Men, da de vare komne ud af Gaarden paa Veien, viste Thorstein sig venlig mod dem og sagde, at han ei af Haardhed eller i nogen ond Mening havde jaget dem saa braadt ud af Gaarden, men Aarsagen hertil var, at Gunnhild Kongemoders Udsendinge vare komne til Bjørn i det Ærinde at bemægte sig Astrids Søn. Astrid bad ham om nogen Hjælp, og han gav dem en Ledsager og nogle Levnetsmidler med den Anvisning, at de skulde gaa frem i Skoven, indtil de kom til et Vand, hvori der var en med Rør tæt bevoxet Holme, hvilken de godt kunde vade ud til. Der skulde de skjule sig, indtil han kom til dem. Han tilføiede, at han nu maatte gaa tilbage, da han kunde vente, at Gunnhilds Udsendinge snart vilde indfinde sig hos ham, og naar han da fulgte disse, kunde han saa meget bedre sørge for, at de ikke fandt dem. Thorstein gik tilbage til sin Gaard, men
