Forfølge vi dette spor videre, saa vil vi finde, at det
ikke er et navn, men en skaldebetegnelse for „jorden“. Det
første led er skær m., gen. skæs, acc. skæ, der i det gamle
skaldesprog betyder en hest; det staar vist i forbindelse med
skæva, skride frem, hvoraf hestenavnet Skævuðr kommer.
Hunkjønsordet reið er dannet af ríða, der ikke blot betyder
„ride“, men bruges om bevægelse i langt videre omfang,
navnlig om duvende, svingende bevægelse. Hvor reið bruges
i concret betydning, betyder det almindelig „vogn“, men det
anvendes ogsaa som andet led eller med en nærmere tilføiet
bestemmelse om en gjenstand, som bærer noget. Saaledes
betyder háreið „den del af kjeipen, hvorpaa aaren balancerer
og bevæger sig (ríðr) under roningen“ (Fritzner);
havet med de skvulpende bølger kaldes i et gammelt vers
brimreið. Det aldeles tilsvarende ord brimrád findes i oldengelsk
digtning, der om havet ogsaa bruger hranrád, swanrád,
seglrád: den vei, hvorover hvalen, svanen, seilet bevæger
sig. Her er udtrykket endnu aldeles folkeligt; men
det føres af skaldene videre: de kalde ligbaaren náreið,
haanden der bærer høgen heiðis reið, kvinden som bærer
halssmykket menreið[1], hovedet hvori tungen rører sig rýnis
reið. Det er efter dette klart at jorden (jörð) af skalden
kan kaldes skæ-reið „den, hvorpaa hesten bevæger sig“,
„den, som bærer hesten“. Denne kenning for jorden kan
sammenlignes med de almindelige skaldeudtryk om jorden:
hestens myr; renens vei; renens, elgens, raadyrets, gaupens hav.
Ok skæreið
í Skíringssal
um brynjálfs
beinum drúpir
- ↑ Sveinbjørn Egilsson afleder reið i denne forbindelse feilagtig af reiða.
