udtalt, at udgravninger ved Kaupang mulig kunde lede til, at beliggenheden af Skæreid blev nærmere bestemt, er ikke bleven opfyldt. Det er efter min mening en sproglig undersøgelse, som maa løse knuden. At den rette navneform er Skæreið og at Særeið kun er en feil, viser det af Snorre anførte og Tjodolv fra Hvin tillagte vers, hvori det heder:
| Ok Skæreið | um brynjálfs |
| í Skiringssal | beinum drápir; |
ti Særeið kan ikke danne stavrim med Skíringssal. Formen Særeið er heller ikke funden i noget haandskrift, men er en feil, som paa første sted (ikke paa andet) har indsneget sig i Peringskiölds udgave.
Dernæst skal jeg fremhæve, at der er al grund til at tro, at Snorre har sin fortælling om, at Halvdan blev hauglagt paa Skæreid i Skiringssal, alene fra Tjodolvs vers, saa at vi faa holde os til dette.
De fleste fortolkere har delt navnet som Skær-eið, der ikke vel kunde betyde andet end „det skjære, rene eid“; men dette synes et lidet rimeligt navn, om end stedet ligger i Skíringssalr, som man (skjønt neppe med rette) forklarer „renselsens sal“. Jeg deler derfor Skæ-reið, der maa blive hunkjønsord[1].
- ↑ Det ser ogsaa ud til, at den mand, der har skrevet codex Frisianus, har delt ordet saaledes; dog tydeligt er det ikke. Sveinbjørn Egilsson har forstaaet navnet som Skæ-reið, siden han (lex. poët v. drúpa) gjengiver det ved „Skæreida“, hvorhos han gjør det til navnet paa en sten, klippe (rupes), hvilket ikke er nødvendigt paa grund af drúpir.
Munch i samme bog s. 178, nemlig at gaarden Eið (Eidet) netop er Særeið eller Skæreið; og ligeledes har hans mening om navnets oprindelse forandret sig, ti i Norske folks hist. I, 1, s. 84 formoder han, at den rette form er Skæreið, idet han minder om Paul Warnefrieds Scoringa og Scoeri.
