Da skibet „Juliane Marie“ i Februar 1795 var afgået
fra Trankebar, udbredte der sig et rygte om, at Sinnapa
med dette var rejst til Europa; dog bekymrede endnu ikke
nogen sig synderlig herom, da det var ganske almindeligt, at
de sorte, der havde forbindelser med de söfarende, fik lov
til at være med, hvorhen de vilde, uden at nogen reflekterede
derpå. Senere fortalte Sinnapa, at han havde listet sig ombord
af frygt for, at der ellers vilde været lagt ham hindringer
i vejen; men dette var en ren usandhed, da han havde gemt
sig ombord, forat ikke kaptejnen skulde finde ham og skikke
ham i land igen. Da skibet var kommet i söen, viste han
sig; men da var det for sent, og man måtte tage ham med
til Köbenhavn, hvorhen han kom udpå sommeren samme
år. Her optrådte han under den noget tvivlsomme titel af
indisk prins med forskellige klager over guvernör Anker og
skaffede sig adgang til kronprins Frederik, der igjen forestillede
ham for kronprinsessen, som underholdt sig med ham
i to timer. Sinnapa blev ligeledes forestillet for Kristian
VII, som dog ikke indlod sig i nogen samtale. Han anholdt
i forbindelse med sine övrige klager om, at guvernör Anker
matte blive suspenderet for ikke ved sin anseelse at skade
sagens fremme; kronprinsen henviste ham til general-land-ökonomi-
og kommerce-kollegiet.
Den fölgende sommer, 1796, ankom der med skibet „Prinsesse Frederica,“ der i Oktober var afgået fra Köbenhavn, nogle efterretninger til Trankebar om Sinnapas foretagender. Anker öste sit förste kendskab til disse af Kornerups skrevne aviser for 12 og 27 September, der i al korthed berettede om Sinnapas ankomst og förste skridt; hans forbauselse blev end mere foröget, da han ikke forefandt nogen skrivelser til sig selv derom, endskönt han kunde mærke, at der var ankommet breve til andre, der benyttede
