slutningen af disse linjer, sigter han til en indviklet affære, der kan ansees for höjdepunktet af den række chikaner, der mödte hans broder. Det var i den, at hadet og uviljen rigtig kom til udbrud, og den ånd, der besjælede de trankebarske embedsmænd, helt ud kom til at vise sig. Det vil derfor være nödvendigt at dvæle ved denne, for, såvidt vore kilder tillade det, at give en nöjagtig fremstilling af en sag, der i den grad er betegnende for de forhold, hvorunder guvernör Anker havde at leve og virke i Indien.
Den nævnte Sinnapa eller Sinja Neik var sön af en forarmet hinduisk köbmand i Trankebar, der ikke havde andet til livets ophold end, hvad han kunde få af sine sönner og sin broder. Faderen tilhörte en temmelig höj kaste, men havde tabt så godt som al anseelse i kolonien på grund af sine börns slyngelstreger, hvori han ansåes for at være medvider. Sönnen Sinnapa havde tjent hos forskellige danske embedsmænd, men ved sine uophörlige tyverier gjort sig umuelig hos disse, der næsten daglig måtte give ham prygl. Derefter for han en stund tilsös og måtte under et ophold i Frederiksnagor udstå offentlig straf for et graverende tyveri. Efter sin tilbagekomst til Trankebar tog han på ny tjeneste hos en af garnisonens löjtnanter, men begik atter et tyveri, der dog blev neddysset ved mellemkomst af de „protecteurs,“ som han havde vidst at forskaffe sig. Hans slyngelagtighed, der i Europa sikkert vilde bragt ham i slaveriet, var vel bekendt over den hele koloni, hvor han og hans broder vare almindelig hadede og afskyede blandt alle retskafne indbyggere. Men disse samme egenskaber gjorde ham også til et brugbart redskab for Ankers modstandere inden det trankebarske bureaukrati, der ikke toge så meget hensyn til midlernes beskaffenhed, når de blot kunde volde den hadede guvernör nye ubehageligheder.
