når dertil gaves lejlighed. En udtalelse af denne er ganske karakteristisk; den er nedskreven i en afskrift af guvernörens politiske indberetning af 9 Februar 1797, og lyder således: „Guvernör Ankers ædle venner i det höjlovlige general-land-ökonomi- og kommerce-kollegium have givet denne og hans övrige relationer om den politiske tilstand i Indien det spottende navn af en avis og intet andet end en avis. Men jeg har oplyste Englænderes vidnesbyrd skriftligt for, at guvernör Anker ser rigtig og dommer rigtig. „It is astonishing (således har man skrevet til mig) how a foreigner should be able to judge with so great propriety of our situation in the Indies. His remarks do honour to his perspicuity &c. &c.“ Men hvad forstår en Engelskmand sig på dette? En relation, som stemmer i facta med offentlige tidninger, er jo dog kun en avis, og skulde man vel anvende den til andet, alt andet bestemte og brugelige tid på at læse en skreven avis? At guvernören i Trankebar meddeler kollegiet efterretninger, som de engelske aviser bekræfte, beviser, at hans kilder ere gode, og at han er en opmærksom iagttager. Man må være ond og stupid tillige, når man ikke undser sig ved at fremkomme med sådan bemærkning. Men en forfulgt og mistænkt mand må ikke ræsonnere over dette, ikke heller hans venner; ti den, som er bestemt til at falde, er det undersåtlig pligt at stöde til og rive ned, såvidt evner formå. Hvad en gade-dreng, en pisket tyv, prins Sinnapa fortæller om en fraværende mand, skönt i hans majestæts tjeneste, må af samme årsag ansees for at være sandhed. Men tro ikke, I skræmme mig fra at fremstå til en ærlig mands forsvar. End ikke döden skal formå at true mig til taushed. Du nederdrægtige, som er det hemmelige hjul til alt dette, dig vil skændsel en gang ramme!“
Ved det navn, som konferents-råd Anker nævner i
