disse til at udsprede allehånde rygter blandt de indfödte for at bibringe dem den tro, at Anker var suspenderet, og derved beröve ham folkets agtelse og tillid. Hensigten blev også tildels opnået, da de sorte i begyndelsen virkelig både bleve bestyrtsede og urolige; men heldigvis kendte de Sinnapa for vel til i længden at fæste nogen tillid til hans opspind. Da han i Köbenhavn havde fortalt, at der var sendt ham en fuldmagt fra de trankebarske kaster til at optræde som klager på deres vegne, ilede disses formænd med at erklære for Anker, at de ikke nogensinde havde havt samkvem med Sinnapa og heller ikke udstedt nogen fuldmagt for ham.[1] Först fire dage efter skibets ankomst modtog Anker et brev fra sin broder, der satte ham ind i forholdene. Brevet var med flid tilbageholdt af Sinnapas beskyttere, der vidste, hvad der var i gære, og stolede på, at guvernören intet anede, for således at kunne udsprede sine skumle rygter med desto större virkning. I en henseende vare disse yderst ubehagelige for Anker just på dette tidspunkt; han var nu netop kommen i venskabelig forbindelse med Tippo Sahib, men kunde aldrig vente, at denne vilde vedblive, når der kom rygter til Seringapatnam om, at guvernören var suspenderet alene på grund af „en offentlig berygtet drengs anklagelse,“ da Tippo heraf kunde udlede den tanke, at Anker havde tabt sin konges tillid. Der er dog ikke noget spor til, at denne sag har övet en ufordelagtig indflydelse på den gode forståelse mellem Anker og Tippo Sahib.[2]
Sinnapas hovedklage mod Anker var, at han i 1794 havde ladet to Hinduer prygle uden grund, alene fordi de
