gennem den engelske regering i Indien den efterretning, at misforståelserne vare udjævnede, og at alt var ordnet; som en fölge heraf blev der udsendt flere skibe fra Trankebar og Frederiksnagor i den tro, at der ikke var nogen fare for opbringelse. Så sikker var man i denne tro, at guvernementet endnu i Marts 1801 hjemsendte vigtige depescher med et af disse skibe, der tilhörte et handelshus i Trankebar; ja selv, da der i slutningen af April måned kom underretning om, at krigen mellem England og Rusland var uundgåelig, og at de skandinaviske stater neppe vilde kunne holde sig udenfor denne, opgav man ikke håbet om en fredelig udjævning. Guvernementet i Trankebar havde nemlig ikke modtaget nogen officielle underretninger fra Köbenhavn om, at Krigen var så nær. Den eneste kilde, hvoraf der kunde hentes kendskab til de politiske forhold i Europa, blev således de engelsk-indiske aviser; men disse turde ikke meddele noget uden höjere tilladelse. Dog kom der gennem private engelske handelshuse underretning om, at der gik det rygte, at England havde opdaget en allianse mellem kejseren af Rusland og de to skandinaviske stater og derfor havde befalet, at alle skibe, der tilhörte disse magter, og som befandt sig i engelske havne, skulde beslaglægges. Skönt man endnu ikke havde opgivet håbet om en fredelig udjævning, bleve dog skibs-rederne i Trankebar allarmerede ved denne underretning og fandt det derfor bedst i tide at sælge sine störste og vigtigste skibe til engelske handelshuse i Madras for på den måde ialfald at redde kapitalen, om det skulde komme til krig.
Dette var i April 1801. Den næste land-ekspres fra
været istand til at udföre på sa fordelagtige vilkår, som omstændighederne vilde tillade. Sagen inquieterede mig ikke; ti jeg vidste, jeg faldt i hænderne af folk, jeg kendte.“
