grebet var bleven foretaget af en större styrke. Imidlertid var Trankebar siden Tippos fald sikret for alle angreb af sine hinduiske naboer; nu var det til en afveksling Englænderne, fra hvem der truede fare. Den större hensynsfuldhed, som disse i 1796 havde begyndt at vise også mod de mindre stater, var nemlig ikke af meget lang varighed, da den engelske regering, inden mange år vare bengåede, atter genoptog sin gamle vilkårlige politik og derved beredte de neutrale stater store vanskeligheder. Andreas Peter Bernstorf var död, og den overlegne ånd, som havde forstået at lede den dansk-norske politik på en værdig og klog måde, var ikke mere i denne verden. Det brud med England, som denne store statsmand havde vidst at afværge, blev snart uundgåeligt og ledede til kampen den 2 April 1801 på Köbenhavns red.
I Trankebar svævede man næsten i fuldstændig uvidenhed om den farlige vending, som sagerne havde taget i Europa; man vidste, at der i Juni 1800 havde været en træfning i kanalen, hvor fregatten „Freja“ var bleven tagen af Englænderne, men savnede forövrigt alle oplysninger om sammenhængen med denne tildragelse. Imidlertid ventede Anker i ethvert fald intet godt udfald på den dansk-norske regerings påstand om, at de konvojerede skibe skulde være fritagne for visitation, så at han for det rimelige tilfælde, at Trankebar skulde få se engelske tropper udenfor sine porte, itide opsatte sine kapitulations-vilkår.[1] Da kom der i December
- ↑ I et brev til sin broder af 28 Febr. 1801, der er bevaret mellem guvernör Ankers efterladte papirer, siger han således: „Jeg kunde tydelig mærke, at de ordrer, som i den anledning vare indlöbne til det engelske guvernement i Indien, vare temmelig alvorlige. Jeg havde altså intet andet at vente end at blive nödt til at bukke under for overmagten, og på grund deraf havde jeg allerede gjort udkast til min kapitulation, som jeg ej tvivler om, jeg jo havde
