Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/366

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
340
YNGVAR NIELSEN.

ikke på egen hånd turde indlade sig på at anvise midler dertil, för han havde skrevet til Danmark. Anker havde tidligere ladet opföre nogle nye verker på egen hånd; men da kommerce-kollegiet havde nægtet at bevilge noget til deres vedligeholdelse, vare de igen forfaldne. Ja, selv da det under den mysorske krig var aldeles nödvendigt at foretage nogle forandringer ved murene, der i alt kostede 3000 rdl., og guvernementet bagefter forklarede grunden og anholdt om, at denne udgift måtte passere, erholdt man intet svar fra herrerne i kollegiet. En sådan behandling måtte betage Anker enhver lyst til at foretage noget til verkernes forbedring og ganske binde hans hænder. Som en fölge deraf forfaldt murene om Trankebar og Dansborg mere og mere og kunde snart ikke engang bære kanonernes vægt. Da Anker kom til Trankebar i 1788, var der af hele fæstnings-artilleriet kun to tolvpundige jærn-kanoner, som kunde bruges til at skyde med; senere var der tilkommet nogle få metal-kanoner, hvorimod kommerce-kollegiet aldeles ikke havde svaret på guvernörens anmodning om at få flere jærn-kanoner af större kaliber. Rustkammeret var kun et depot for ubrugelige og tunge geværer med tilbehör, og krud var næsten ikke at opdrive.[1]

Det er således öjensynligt, at det var en umuelighed at forsvare Trankebar mod et angreb af en europæisk magt, og Anker stræbte derfor ikke efter andet end at holde kolonien i den stand, at den kunde frembyde et tilflugtssted for de hinduiske indbyggere under et indfald af indfödte tropper. Det havde han kunnet göre i de förste år efter 1790; men eftersom tiden gik, og forfaldet blev större og större, vilde måske selv dette kunne havt sine vanskeligheder, hvis an-

  1. Ankers brev til sin broder af 25 Juli 1801.