Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/365

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
339
GUVERNÖR PETER ANKER.

stöttelse og anerkendelse, som han havde ret til at kræve. Således fik han i seks år kun sytten rekruter tilsendt fra Danmark, hvoraf ikke mere end 6–7 vare tjenstdygtige, medens der til at holde den europæiske del af garnisonen ved det bestemte antal, nemlig 120 infanterister i förste kompagni og 30 artillerister (foruden 30 hinduiske laskarer) i andet, årlig udkrævedes 12–14 rekruter. Af den grund havde man måttet gribe til den mindre heldige udvej at rekrutere garnisonen ved hverving dels af afskedigede soldater fra de forhenværende hollandske kolonier, dels af allehånde fremmede desertörer og landstrygere; men heller ikke det kunde i længden gå an, da sammensværgelsen i 1798 viste, hvor farlige disse kunde blive. Således var koloniens militære styrke i Maj måned 1801 smeltet sammen til 52 musketerer, 24 konstabler og 350 sepojer; men blandt de 2 förste korpser bestod en del af de såkaldte Topaser, efterkommere af de gamle Portugisere, som man af erfaring vidste vare meget upålidelige, så at der af virkelige Europæere ikke blev flere igen end 30 til 40 mand, hvoraf endda en del vare gamle, sygelige og udtærede folk.[1] Sepojerne vare i god stand, men ubrugelige i en kamp mod europæiske tropper, da de, som alle Hinduer, anså Europæerne for sine overmænd. Til at foretage den gennemgribende forbedring af de gamle og forfaldne fæstningsverker, som var aldeles nödvendig, betoges guvernören enhver lejlighed, först ved de fleste af hans underordnedes uduelighed og senere ved regeringens uvilje til at anvise de fornødne penge. Da således en af de hyppige oversvömmelser havde ödelagt en stor del af fæstningsmuren, kunde denne ikke på lang tid blive istandsat, da guvernören

  1. I et brev fra guvernementet af November 1800 heder det: „Den europæiske del af garnisonen er næsten uddöd.“ (Ankers kopibog 1797–1802.)