da indtrufne heftige regnskyl have tvunget general Harris til at hæve belejringen; Maratterne, hvis hövding var vunden ved Tippos guld, vare atter begyndte at vakle, og det var således tildels kun ved et sammenstöd af heldige omstændigheder, at dette gunstige udfald blev opnået i en så kort tid. Dog var Tippos modstandskraft forringet i en betydelig grad siden sidste fred, der havde berövet ham en stor del af hans territorium og indtægter, så at der i hans skatkammer langtifra fandtes de betydelige summer, som man havde drömt om. Men havde Tippos midler svaret til hans dristighed, hans energi og hans talentfor intriger, vilde udfaldet måske alligevel endnu længe være blevet uafgjort, skönt han aldrig i længden kunde håbe at stå sig alene mod en europæisk stormagt. Så hurtig, som kampen var bleven afgjort, havde dog den forudgående langvarige, væbnede fred også taget hårdt på kompagniets pengemidler, hvori der i forvejen var gjort stærke skår. Fölgerne vedbleve længe at vise sig.
Ved Seringapatnams erobring var roligheden atter tilvejebragt i de dele af Indien, som lå nærmest omkring Trankebar, og da omtrent samtidig flere franske krigs-skibe bleve tagne af Englænderne, så at republiken ved århundredets begyndelse kun havde en fregat og en korvet tilbage i de indiske farvande, kunde det se ud, som om der nu var udsigter til længere rolighed. Dette var af vigtighed for Trankebar, da koloniens stridskræfter ikke vare af den beskaffenhed, at de kunde sikre dens tilværelse, hvis en af de krigförende magter rettede et angreb imod den. Anker havde ved sin nidkærhed i 1790 sat sine få europæiske tropper i en ganske respektabel stand og senere i sine forestillinger til regeringen i Köbenhavn klart og grejt skildret de mangler, hvorunder koloniens militær-væsen led, og hvad der var at göre for at råde bod på disse. Men han havde ikke fået den under-
