følger snart kunde blive synlige i form af orlogs-skibe og kanoner. Det er heller ikke umueligt, at Tippo har mærket, at venskabet mellem Trankebars regering og England var kölnet, og at dette har været en grund mere for ham til netop nu at forsikre Anker om sine venskabelige hensigter. Han måtte imidlertid snart mærke, at han havde forregnet sig, hvis han havde ventet virksom hjælp fra Trankebar.
Men han vilde alligevel drage fordel af denne koloni, det eneste sted på Malebarkysten, som endnu tilhörte en anden europæisk magt end England. På grund heraf havde den længe været „et tilflugts-sted for en stor del ryggesløse franske republikanere, som ved ulovlige foretagender have ideligen sögt at chikanere bestyrelsen, uagtet den höflighed og facilité, de have nydt under protektion af det danske flag.“ Da Tippo anså det for meget vigtigt at have europæiske tropper i sin hær, havde han fået et hundrede mand fra Isle de Franoe af befolkningens udskud til at tage tjeneste hos sig, og satte sig senere i forbindelse med de nævnte franske republikanere, som opholdt sig i Trankebar eller vare blevne tilbage i Pondichery efter den engelske erobring. Der udkastedes således i al hemmelighed en plan til en sammensværgelse, der havde til hensigt först at bemægtige sig Trankebar og danne et korps af alle derværende soldater, som vilde træde i fransk tjeneste, og derpå i forening med så mange, som kunde römme fra Pondichery, at göre en diversion i Karnatik til Tippos fordel. Sammensværgelsens leder var en selvlavet „general“, Dubuc, der i August måned 1798 kom fra Mysore til Trankebar, hvor ethvert af hans skridt bevogtedes af de årvågne Englændere. Dubuc, som ikke anede dette, fandt udsigten til et heldigt resultat meget lovende, da Englænderne, som han mente, havde nok at göre med at forsvare sig, og der inden guvernementet i Trankebar var
