derstöttelse og var bestemt på at åbne krigen, når denne kom. Men skönt han ei lod det mangle paa idelige anmodninger, var dog hans venten forgæves, medens Englænderne stadig modtoge forstærkninger fra Europa.
Således stode sagerne hen indtil året 1798, da efterretningen om Bonaparte’s tog til Ægypten nåede Bombay med det tillæg, at det ej var hans hensigt at stanse, för han stod i Indien, hvor han vilde forene sine våben med den franske republiks allierede, Tippo Sahib, og derpå ved dennes side kæmpe mod den engelske magt. For at forekomme disse planer, bestemte den engelske regering sig öjeblikkelig til at angribe Tippo, og gav i det öjemed ordre til at sætte hæren på feltfod. Men snart forandredes udsigterne ved Nelsons sejer ved Abukir, og den indiske hær fik atter ordre til at rykke ind i sine kantonnements, da der ikke var nogen grund til for det förste at vente Bonapartes besög i Indien.[1]
Medens denne storartede plan til at hjælpe Tippo mod det engelske kompagnis overmagt således ikke kunde gennemföres, var der i selve Indien gjort et andet i mindre målestok, som rigtignok selv i gunstigste fald neppe vilde have bragt Tippo stor fordel, men dog, om det var bragt til udförelse, måtte have afstedkommet uberegnelig forstyrrelse i Trankebar. Da Tippo havde nærmet sig kolonien, havde dette nemlig ikke været uden bi-hensigter; denne barbariske despot, som savnede alt kendskab til de europæiske forhold, har rimeligvis indbildt sig, at den dansk-norske stat var ligeså mægtig, som England og Frankrige, hvis magt han kendte. Når han derfor nærmede sig guvernementet i Trankebar, var det således især med den tanke, at han derigennem sikrede sig en fordelagtig europæisk alliance, hvis
- ↑ Guvernör Ankers politiske indberetning af 2 Januar 1799.
